De vigtigste spørgsmål man skal have afklaret ved valg af sin nye ovn er:

Overflademateriale
Stålovne er utrolig populære og klart den overflade, der sælges flest af. Stålovne er modtagelige over for fedt og snavs. Man skal sørge for at bruge et rengøringsmiddel, der kan lægge en hinde, så overfladen ikke tager så meget imod. Aluminium er et alternativ til stål. Overfladen suger ikke, så rengøringen lettes betragteligt. Antallet af solgte ovne når dog slet ikke op på stålets niveau, formentlig fordi aluminium har et koldt udtryk i forhold til stål. Derudover findes der ovne i hvid og sort. En hvid ovn vil være let at holde, men tiden er ikke til den hvide overflade, hvor det mere industrielle stål look er populært.

Hængsling
En vigtig detalje er, om ovnen skal være bund- eller sidehængt. Bundhængte ovne har tidligere været den eneste mulighed. Det er først de senere år, at man har fået øje på de fordele, der kan være ved en sidehængt ovn. En sidehængt ovn i et højskab har den fordel, at ovnlågen ikke er i vejen. Her kan man komme helt hen til ovnrummet, hvilket giver en bedre arbejdsstilling end en bundhængt ovn . Det kan dog være et problem, hvis ovnskabet står placeret op mod en væg, da lågen derved kun kan gå op i 90 grader med fare for, at man brænder sig på bagsiden af lågen. Hvis ovnen er placeret under kogepladen, vil den sidehængte også her kunne bruges, idet man har mulighed for at sidde på hug foran ovnen, uden at lågen er i vejen. Det giver en bedre arbejdstillin, fordi man kan komme helt tæt på ovnen og samtidig holde ryggen strakt.

Funktion
Ovne kan i dag sammenlignes med en mindre computer. Flere modeller er udstyret med så meget elektronik, at man bare behøver at sætte maden i ovnen uden at tænke på den videre tilberedning. Det eneste man skal foretage sig er, at fortælle ovnen, hvad man har puttet ind, og hvad det vejer. Ovnen er så selv i stand til at sørge for, at maden får den korrekte mængde varme og den giver besked, når maden er klar til servering.

Det lyder alt sammen meget godt, og for nogle vil det være det helt rigtige at vælge en ovn med indbyggede madprogrammer. Det der er vigtigt, når man skal vælge sin ovn, er at definere præcis, hvad man har brug for, at ovnen skal kunne. Der er jo ingen grund til at betale for en ovn med madprogrammer, hvis man hellere selv vil have føling med, hvornår maden er færdig.

Her skal kort nævnes nogle features, som kan give nogle nyttige funktioner ud over de traditionelle varmefunktioner såsom over/under varme og varmluft.

Elektronisk styring Sikrer en nøjagtig temperatur i ovnrummet typisk +/- 1 grad, hvilket øger chancen for et godt resultat.
Indbygget Stegetermometer Lettere at bruge end et løst stegetermometer. Her kan ovnen selv regne stegetiden ud så det let kan planlægges hvornår resten af maden skal stå færdig.
Katalysator Medvirker til at madlugten i rummet reduceres. Modellerne med eget varmelegeme er mest effektive, da katalysatoren forbrænder fedtmolekylerne.
Fuldudtræk Sikrer at pladerne kan trækkes helt ud af ovnen, uden at de tipper
Børnesikring Sikrer at små pilfingre ikke åbner ovnlågen under brug. Derudover skal man være opmærksom på, hvor varm lågen bliver udvendig, så man undgår at børnene brænder sig.
Rengøring

Der findes overordnet 2 typer af rengøringssystemer. Pyrolytisk selvrens og katalytisk selvrens. Pyrolytisk selvrens afbrænder alle fedt- og madrester i ovnrummet, hvorefter man blot skal aftørre ovnrummet med en fugtig klud. Katalystisk selvrens fungerer ved at bagvæg og i nogle tilfælde sidevæggene er beklædt med en speciel ru emalje som fedtet ikke kan sidde fast på.

Derudover har enkelte producenter udviklet specielle emaljer til plader og ovnrum som er lettere at rengøre end en traditionel emalje.